Felix kommer til verden ved en smuk hjemmefødsel

Felix kommer til verden ved en smuk hjemmefødsel

Jeg vil meget gerne dele min fødselsberetning, da det virkelig var en god oplevelse for mig, og jeg er så stolt af mig selv, at jeg har kunnet gennemføre en hjemmefødsels i min egen stue uden nogen form for hjælpemidler, men ved ren ur-kvinde-kraft.


Terminsdatoen for den kommende hjemmefødsel er kommet

Jeg havde termin den 04.06.17. På terminsdagen var vi til pinsefrokost hos min moster, så dagen gik hurtigt og var til at holde ud. Da vi kom hjem, fik jeg vildt dårlig mave og nogle plukveer. Jeg tænkte, at det kunne selvfølgelig godt være de første tegn, men jeg turde næsten ikke håbe på det. Jeg mærkede en lille smule murren i løbet af natten, men prøvede at lade være med at tænke for meget over det. Jeg havde om aftenen skrevet til min mor, at jeg havde haft plukveer, hun skulle nemlig være med til min hjemmefødsel.

Næste morgen omkring kl 9 fik jeg en menstruationslignende smerte henover lænden, men det føltes mere sammentrækningsagtigt. Jeg gik på toilettet, da jeg troede, jeg skulle af med noget, men der skete ikke noget. Derimod var der lidt blødning eller måske var det slimproppen....

Jeg fik en sammentrækning igen, denne gang mærkede jeg den foran. Derefter lagde jeg mig ind i seng, hvor jeg fik flere små sammentrækninger i løbet af den næste time. Mellem kl 10-13 havde jeg on/off disse menstruationsligende sammentrækninger. Jeg gik i bad, hvor jeg fik den første ve. Det var jeg i hvert fald ikke i tvivl om. Efter mit bad ringede jeg til min mor og forklarede, hvad jeg havde mærket. Hun var meget overbevist om, at der snart ville ske noget, så hun ville vende næsen mod Kbh. Jeg blev noget paf over den udmelding, for jeg turde slet ikke håbe/tro på det selv. Jon og jeg gik derefter i Netto og købte en masse lækkert mad så alt var fyldt op og klar til den forestående hjemmefødsel.

Læs også Sådan foregik min ammeetablering - del 1


Min mor ankommer og er klar til at deltage i min hjemmefødsel

Fra kl 14 begyndte der at komme flere veer, og de kom mere og mere regelmæssigt. Min mor kom omkring kl 17, hvorefter Jon lavede lækker pasta-kødsovs, som vi alle tre nød. Efter maden gik min mor og jeg rundt om blokken, hvor vi mødte et par naboer, som lige fik mulighed for at heppe på mig. Da kl. var blevet 22.30, ringede jeg ind til afdelingsjordemoderen og snakkede med hende. Jeg skulle ringe igen, når der var få minutter imellem veerne.

Derefter gik timerne med at ligge i sovesofaen og have veer. Jeg tænkte hele tiden på det, jeg havde lært til "Smertefri fødsel", at jeg ikke måtte spænde imod, at mine håndflader skulle være åbne hele tiden, og at jeg skulle gå med veen istedet for imod den. Jon og min mor skiftede til at holde ve-vagt og sove. Jeg havde selv ve-vagt hele natten....;-)

Taget om morgen den 5. juni 2017

Taget om morgen den 5. juni 2017


En lidt lang nat med veer og tanker omkring den forestående hjemmefødsel

Det var en ubeskrivelig smerte, som jeg ikke kan gengive eller kunne forestille mig, men jeg var så glad for min forberedelse af smertehåndtering. Det fik mig til at stå det igennem sammen med mine dejlige hjælpere. På et tidspunkt beklager jeg mig til min mor, om det ikke var bedre, at vi var på hospitalet, for jeg troede altså ikke, at jeg kunne klare det, og hvordan i-hede-hule-helved havde min mor klaret det 4 gange!!! Jeg bandede også et par gange og fik sagt; "Hvem fanden mente, at det her er naturligt?" Men i min tåge af smerte og at være i fødeland, var jeg så glad for, at jeg lå derhjemme og ikke skulle ud i en taxa og køre til hospitalet.

Jeg ringede igen til jordmoderen kl. 04.30, eller rettere min mor ringede op og gav mig telefonen, hvor jeg tænkte; hvordan fanden skal jeg kunne sige noget....? Men noget må jeg have sagt til jordmoderen. Hun var rolig og beordrede mig under bruseren for at dulme smerterne. Åh Gud nej, skal jeg til at være våd nu...?? Men ud på toilettet med mig. Siddende på toilettet med bruseren skiftevis på lænden og foran. Jeg fik vildt mange veer, mens jeg sad der, og jeg troede seriøst, at jeg skulle besvime. Imens jeg koncentrerer mig vildt meget, begynder de to andre at snakke om et eller andet ligegyldigt pis, og jeg kan slet ikke have det. "Hold nu kæft for fanden", råber jeg til sidst. Jeg kan svagt huske deres ansigter, som lige er ved at flække over i et grin, men de holder begge to masken, og det var nok meget godt for deres egen skyld. Ind i sofaen igen dog med en del hjælp da mit ene ben sov og veerne bare kom hele tiden. Jeg ringer igen og får fremstammet, at der ikke er længe imellem veerne, jordemoderen siger, at der vil gå en time, før der kommer en.



Læs også Mere ro omkring min ammeetablering - del 2



Nu sker den hjemmefødsel snart eller hvad?

Jeg liger der på sofaen og siger pludselig til min mor, at jeg virkelig har en følelse af at skulle på toilettet. Jeg kan se, hun begynder at panikke og finder min telefon frem igen. Jeg skal igen til at snakke med jordemoderen, jeg forstår det ikke helt, men min mor insistere på, at jeg skal ringe igen. Da er kl. blevet 05.55, og jeg får bare sagt i telefonen, at jeg har lyst til at skide og jordemoderen siger, at de sender en med det samme.

Den sødeste jordemoder træder ind af døren kl. 06.15. Hun er hurtigt henne ved mig for at mærke; jeg er helt åben, så jeg kan bare presse med ved næste ve. "Presse med!? Hvordan fanden gør jeg det?" Nå, men det skal jeg jo. Jeg prøver forsigtigt med næste ve at presse med, og av det gjorde nas. Jordemoderen siger, at lige pludselig vil det føles rart, og jeg ville ikke kunne lade være med at presse med.

Jeg kommer om på alle fire, da jeg overhovedet ikke kan lide at ligge hverken på siden eller ryggen. Jeg har pressefase fra kl. 06.45 til 07.03. Det føles rart til sidst at kunne presse med, og ved hver ve kommer jeg mere og mere op i hug-stilling, hvilket også var den stilling, jeg hele tiden havde forestillet mig, at jeg skulle føde i. Jon lå foran mig og min mor gik lidt rundt om mig og heppede på mig. På et tidspunkt heppede både jordemoderen og min mor, og jeg tænkte igen, hold nu kæft, hvad skal det til for, men det var nu helt rart alligevel.


Læs også Hvordan kærligheden opstod, og hvordan vi holder den ved lige


Der kommer lille Felix så ud til verden ved en rar hjemmefødsel

Jeg mærker hovedet og skriger, at det gør sindssygt ondt og blop, så er hovedet ude og jeg mærker skuldrene bumpe ned, hvor jeg tænker; "Næ nej lille ven, du skal ud nu og ikke hænge der". Så jeg presser igennem, og pludselig sidder jeg der på hug med min kæreste lille dreng i armene. Det var så fantastisk, og jeg var helt overrasket over, at jeg bare gjorde det. I blod, sved og tårer får jeg sagt; "Jeg fødte ham, jeg gjorde det", og de roste mig alle sammen. Det var så vild en oplevelse og så fantastisk. Jeg har virkelig lyst til at opleve det hele igen.

Der er vagtskifte omkring kl. 7.30 og ind kommer en endnu sødere jordmoder, hvilket jeg ikke troede var muligt, og hendes studerende. De kravler rundt over mig og hjælper med at ligge Felix til brystet, hvilket er en stor udfordring og ikke lykkedes. Moderkagen vil heller ikke komme ud, så der bliver klippet navlesnor, efter den er færdig med at pulsere, akupunktur i mine lilletæer og et skud syntocinon i navlesnoren, som hænger ud af mig. Der sker stadigvæk ikke noget, og nu er vi ved at nå et kritisk punkt, der er nemlig gået en time efter fødslen. Moderkagen skal helst komme ud hurtigt efter barnet, nogle mener senest efter 30 min, men jeg fik lov til at vente de 60 min. Jordemoderen siger så, at vi skal prøve med et gammelt husmoderråd; kogt vand! Min mor lyser helt op, hun havde set frem til det med det kogte vand, og drøner ud i køkkenet for at koge vand. Jordemoderen putter så den stump af navlesnoren, som hænger ud af mig, ned i det kogende vand, og vupti så er moderkagen ude. Alle ånder lettet op, da vi nu ikke skulle haste flyttes ind på hospitalet.

Kort efter jeg har født lille skønne Felix

Kort efter jeg har født lille skønne Felix


Efter den veloverstået hjemmefødsel er der pølsehorn og muffins

Felix får sit cpr-nr med det samme, det var jeg ret overrasket over, men jordemorderen sad og skrev på sin computer efter fødslen, hvor han bliver registreret med det samme. Mens hun og hendes studerende nørder lidt med computeren, hænger Jon et celebrations-skilt op, varmer pølsehorn og anretter små muffins. Jeg havde bagt på forhånd og bare taget det op aften før. Jordmoden skal selvfølgelig have sin jordmoder-kaffe;-)

Jeg skal også syes lidt, det foregår bare i sofaen med den studerende siddende på en lille kasse mellem mine ben og jordmoderen der holder en standerlampe, så der er lys det rigtige sted. Det var godt nok en underlig fornemmelse at blive syet, det føltes som nogle meget store flænger, men det de var så små og kun kosmetiske. Jeg skulle også lige på toilettet imens jordemoderen var der, så de sikre sig, at alt fungere som det skal, puha det gjorde sgu lidt ondt. Brugte også rindende vand i nogle dage efter, når jeg tissede, men alt var som det skulle være både med mor, far og barn.

Senere på dagen kommer min svigermor, min far og mine søstre. Virkelig en fantastisk vidunderlig dag :-)