Har du overvejet brugen af moderne stofbleer - så læs med her!

Har du overvejet brugen af moderne stofbleer - så læs med her!

Der indgår reklamelinks i dette indlæg

Hvilke bleer skal man vælge til sit barn? Der findes så mange forskellige slags, engangsbleerne, som er de mest brugte, skal de så være dem fra Libero eller Rema1000? Hvis man ikke bruger engangsbleer hører man nok til dem, der bruger moderne stofbleer. Måske bruger du dem allerede, eller også er du nysgerrig på, hvordan det fungerer, ligesom jeg er.

Hvorfor er jeg nysgerrig på de moderne stofbleer?

Siden min graviditet, da jeg læste om det første gang på neohippe.dk´s hjemmeside, har jeg haft det i tankerne, om det var noget for mig/os. Igennem det sidste års tid, har jeg så fået endnu mere viden omkring brugen af moderne stofbleer, og hvad der er de negative ting ved engangsbleerne, og jeg må sige stofbleerne bliver mere og mere tiltrækkende for mig. Det handler både om miljøet, sundheden for Felix og økonomien. 

Jeg syntes, det lød uoverskueligt og indviklet første gang, jeg læste om det. Så ideen blev hurtigt skudt ned af mig selv og Jon, men efter at have fået en udførlig gennemgang på en babymesse for nogle måneder siden, virkede det ikke så skræmmende mere, og nu fik jeg muligheden for at leje nogle bleer hos Lille Krys stofbleblibliotek for at prøve det. 

Miljø og bleer

Mange vil nok sige, at det ikke er godt i det store klimaregnskab at bruge stofbleer, da de jo skal vaskes, men ser vi på det overordnede billede, og vasker man ved 60 grader og hænger det til tørre, så er det inde i den gode del af klimaregnskabet. Vasker man derimod ved højere grader eller tørretumbler bleerne, ryger vi udenfor klimaregnskabet. Engangsbleerne sviner bl.a. i klimaregnskabet med deres bortskaffelse. Vi har heldigvis et godt affaldssystem i Danmark, men hvor godt det i sidste ende er for miljøet, at man brænder bleerne af, ved jeg ikke.

Kigger vi på hvor mange antal bleer, man kommer til at bruge i ens barns ble periode (0-3 år), ligger det på 5-7 tusinde engangsbleer og omkring 30-40 stofbleer. De 5-7 tusinde engangsbleer kommer til sammen til at give op til 1,5 tons affald, hvilket jo er pænt meget at spare miljøet for, ved at vælge stofbleerne. 

Der er superabsorberende stoffer i engangsbleer, som faktisk suger så meget, at barnets naturlige fugt i bleområdet også bliver suget med, derfor kan rød numse opstå. Og skulle der være kemi i bleen, kan det blive optaget igennem hudens små huller. Så hvorfor ikke undgå så meget kemi som muligt for vores børn og passe på deres hud, så godt man nu kan? De bliver jo født med stort set mere kemi i blodet end vi har... Endnu en begrundelse for at vælge stofbleer.

Læs også Hvorfor er åbenhed omkring børns seksualitet så vigtig?

Økonomi og bleer

En anden vigtig faktor i hele blesnakken er økonomi. Kan det betale sig at købe stofbleerne frem for engangsbleerne? Lad os tage udgangspunkt i de bleer, vi bruger, som er Rema1000' egne bleer. Vi har vaskekælder i vores andelsforening, hvor en vask med sæbe koster 17 kr. Har du egen vaskemaskine med energimærket A koster en vask ca. 6 kr. 

Rema100' egne bleer koster 50 kr/pakke med 50 stk, det vil sige 1 kr/ble. Altså 7.000 kr i bleer for de 3 år Felix ca. vil bruge ble. Sætter vi det op imod at vaske (i egen vaskemaskine) og indkøbe stofbleer til samme periode, så er der en besparelse på 1.400 kr (når stofbleerne er købt fra ny), køber man bleerne brugte, vil besparelsen nok godt kunne ligge på omkring 2.200 kr måske højere. 

Laver jeg regnestykket med at bruge vaskemaskinen her i foreningen, koster det 1.768 kr/år at vaske bleer 2 gange om ugen. Det vil i vask være noget dyrere og derfor ikke nogen stor besparelse. 

Det siges dog, at børn der bruger moderne stofbleer, smider bleen tidligere, end børn der bruger engangsbleer, endda op til 1 helt år tidligere. Det kan være kombinationen af, at børnene bedre mærker, at de tisser i bleen og en hurtigere introduktion til potten. (Jeg har prøvet at finde evidens for det, men det er super svært. Det eneste jeg finder, er folks erfaringer og eksperters observationer, så det er jo forskelligt fra barn til barn og uafhængigt af, hvilken ble man bruger)

Det var det for denne gang om moderne stofbleer, jeg vil skrive igen omkring, hvordan det har været at bruge dem, og hvilken model jeg synes har været bedst. Der findes nemlig rigtig mange forskellige modeller ;-)