Derfor er åbenhed omkring børns seksualitet så vigtig!

Derfor er åbenhed omkring børns seksualitet så vigtig!

I dette indlæg vil jeg referer til en artikel fra sundhedsplejersken "Børn og unges seksualitet". Artiklen er et sammendrag af den nyeste nordiske forskning på området, som Center for Børneliv har samlet. 

Børns seksualitet kommer til udtryk i form af sanseindtryk

Den danske forsker og psykolog Katrine Zeuthen har forsket i børns seksualitet i en årrække. Hun forklarer, at børn også oplever følelser af lyst, men at den adskiller sig fra voksnes seksuallyst og kommer til udtryk på en anden måde. Børnenes lyst knytter sig til en kropslig sanselighed og behovet for mad, pleje og omsorg. F.eks. det at kunne forestille sig brystet med mælk, uden at brystet er til syne eller i nærheden. Forestillingen om brystet forbindes med lyst, men er knyttet til det fysiske behov for mad. Børns seksualitet er altså et møde mellem krop og psyke, og det skaber et grundlag for børns generelle udvikling og trivsel. 

Læs også Vidste du at vuggestue kan være skadeligt for de sociale kompetencer?

I vores samfund er der meget fokus på seksualitetens bekymrende aspekter, såsom seksuelle overgreb på børn. Det er jo forfærdeligt og skal bestemt ikke finde sted, men i vores angst for at det skal ske, og ønsket om at beskytte vores børn, kan det ende i andre former for omsorgssvigt.

Børn, der har oplevet nærhed og omsorg i barndommen, har de bedste forudsætninger for at udvikle en sund seksualitet
— Artikel af Ida Storm i fagbladet "Sundhedsplejersken"

Jeg er med i en facebookegruppe for forældre, hvor man kan stille alle mulige spørgsmål og sparre med hinanden. En mor spørger, om andre lader deres børn rende nøgne rundt nede i gården? Jeg hæfter mig ved en anden mors svar, som er, at det kunne hun aldrig finde på, da man jo ikke ved, hvem der ligger på lur til at tage evt billeder af nøgne børn. Hun vedhæfter en artikel omkring en episode ved Amager Strand. Jeg synes, det er så ærgerligt, at nogle ikke vil lade deres børn rende nøgne rundt i frygt for at en kan finde på at tage billeder. Selvfølgelig skal man ikke tage billeder af nogle nøgne mennesker, uden deres samtykke, men det er altså ikke, en faktor jeg tænker ind i mit liv. Felix har nærmest ikke haft tøj på i de sidste par uger med det her lækre vejr, og han nyder det så meget. Han får lov til at mærke sin krop og sanse med den. Mærke vinden, vandet, sandet, græsset, stenene og gyngens underlag på sin nøgne krop. Det er med til at stimulere hans sanser og kropsbevidsthed. Den frihed af kroppen kunne jeg aldrig finde på at fratage ham pga en evt farer for der tager et billede.

I en nyere fransk psykoanalyse hos Laplanche, mener man, at barnets tidlige relationer til nære voksne også har en afgørende betydning for barnets seksualitet, da det i kontakten med nære voksne søger at afkode, hvad voksenlivet går ud på. Jeg kom til at tænke på, hvordan man tidligere i vores samfund sov i samme rum, måske endda også i samme seng, og børnene ikke kunne undgå at følge med i den seksuelle akt mellem voksne. Børnene har nok den gang stået tilbage med en masse uafklarede spørgsmål omkring seksualitet, da man ikke på samme måde snakkede åbent om det. Man har i hvert ikke prøvet at skjule den del for børnene, hvilket jeg egentligt tror er sundt. Jeg kan da selv huske, at have hørt mine forældre og har da også en enkelt gang eller to overrasket dem. I øjeblikket syntes jeg det var mega pinligt, men efterfølgende ser jeg det som en dejlig ting for mine forældre og en lærerig oplevelse for mig. Det er ærgerligt at samfundet er så optaget af de negative aspekter ved børns seksualitet, frem for at blive klogere på, hvordan vi bedst understøtter børns udvikling og trivsel i forhold til deres seksualitet. 

Læs også Sådan guider du dine børn til fri udeleg

 

Pædagogernes berøringsangst omkring børns seksualitet

I 2018 vil der blive udgivet helt nye forskningsresultater om børns seksualitet, hvor man har undersøgt, hvordan pædagoger forholder sig til børns seksualitet i danske børnehaver. Angsten for og den generelle øgede opmærksomhed mod seksuelle overgreb på børn, har medfødt at mange danske institutioner har indført særlige retningslinjer på området. Det er f.eks. at der sættes flere glas og vinduer op, så pædagogerne kan holde øje med hinanden, pædagogerne følges ad to og to, så de altid kan dokumentere hinandens adfærd og i mange tilfælde afholder mandlige pædagoger sig helt fra bleskift. 

Alle disse forholdsregler er til for pædagogernes skyld. Jeg har selv været underlagt nogle af dem, bl.a. ikke at gå i vaskekælderen alene med børn, men at følges med en kollega eller gå alene uden børn. Jeg forstår godt, at vi som pædagoger skal beskytte os selv og hinanden, men som de skriver i artiklen, vil den medfølgende distance mellem børn og pædagoger kunne resultere i omsorgssvigt? Nogle pædagoger vil måske have så meget angst for at blive anklaget for noget, at de ikke vil trøste børnene, have dem på skødet, kramme dem og ae dem. Jeg tror, mange mandlige pædagoger kan føle sig sat sig i søgelyset på den konto, og det er jo bare super ærgerligt. Der er stærkt brug for mandlige pædagoger, til at kunne være mandlige rollemodeller for børnene, til at kunne lege nogle lege, som ikke altid falder kvinder naturligt og til at give en anden dynamik imellem kollegaer.

Læs også I det perfekte familieliv høre en hjemmegående mor til

 

Der er også den risiko at børnene kunne overtage de voksnes problematisering og tabuisering af den nøgne barnekrop og tidlige seksuelle lege, så børnene får en fornemmelse af, at denne lyst og adfærd er forkert. F.eks. når børn oplever nydelse ved onani i vuggestuealderen. Min erfaring er gode snakke med forældrene og barnet. Fortælle barnet at man gerne må, men at man skal gøre det på eget værelse, badeværelset eller når man skal falde i søvn. Begynder vi voksne at råbe op omkring barnet, at det ikke må, det skal stoppe, det er ulækkert, er det det, vi lærer barnet omkring onani og seksualitet. Det kan jo blive en udfordring for os at være åbne overfor børnene, da vi måske selv har oplevet en skam ved vores egen tidlige seksualitet. 

Min egen erfaring med min børne seksualitet

I min familie har nøgenhed altid været en naturlig del af vores liv, både som voksne og børn. Det har helt klart været med til, at jeg altid i mit liv har haft en god fornemmelse af min krop og været glad for den. Min mor har altid været god til at svare på spørgsmål om kroppen og med tre yngre søstre, har der været nok af spørgsmål at svare på og forskellige kroppe at forholde sig til. Jeg husker også, hvordan min far lidt kejtet fik svaret på, hvorfor man onanerer, da jeg som 8-årig meget pinligt fik spurgt om det ved sengetid. Min fars forklaring var, at det var naturligt og en rar del af f.eks. voksenlivet med sin kone eller mand. Jeg accepterede hurtigt svaret for at lukke samtalen ned, og det er sidenhen en samtale jeg tænker tilbage på med smil på læben.

Jeg vil gerne understrege, hvor vigtigt det er, at vi svarer på børnenes spørgsmål om deres krop og seksualitet. At vi prøver at forholde os åbne overfor børnenes udforskning af deres krop og dens funktioner. Vise dem kærlighed og omsorg både mellem forældre og barn, men også imellem forældre/voksne. Jeg er opvokset med kærlige forældre, som altid har kysset og krammet foran os børn. Det har jeg taget med mig videre i mit liv og specielt nu, hvor jeg selv er blevet mor, vil jeg meget gerne vise Felix, at kropslig berøring er en vigtig del af de voksnes kæresteliv.