Mine 5 bedste råd til egenomsorg og dermed mere nærvær

Mine 5 bedste råd til egenomsorg og dermed mere nærvær
Børn er i dag blevet små projekter i de voksnes liv
— Lola Jensen, Familievejleder og forfatter

For mig har ønsket om at blive mor været stort og noget jeg altid har forestillet mig, at jeg skulle være, derfor har jeg også prioriteret efter dette ønske. Jeg har som pædagog mødt de forældre, som man vil gå under kategorien karriere-forældre, hvor børnene desværre ender lidt som små projekter. Jeg har lagt ører til deres udfordringer med at få det hele til at hænge sammen med aflevering om morgen, hentning om eftermiddagen, handle ind, lave aftensmad, bad og putning, og hvad der nu ellers kan være af udfordringer i den travle hverdag. I min egen omgangskreds og dem jeg nu følger online, synes jeg ikke jeg møder det billede. Det virker mere som om, forældrene er bevidste omkring deres liv og valg i livet, så det kan tilpasses til at være en familie. Nogle vil mene, man skal fravælge ting, andre at børnene bare må følge med. For mig handler det om at finde den gyldne middelvej.

Ulvetimen var bla. en af grundene til, at jeg ville gå hjemme. Da jeg arbejdede i vuggestue, hørte jeg så mange forældre fortælle om, hvor stressende det var at skulle hen og handle, så hjem og lave mad og være nærværende med børnene, selvom alle parter egentligt er dødtrætte og energien er lav.

Om vi helt kommer til at undvære den berygtede ulvetime, ved jeg ikke endnu, da vi jo begge er hjemme lige nu, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vi kan få en glidende overgang og være bevidst om, hvornår hvilke ting skal gøres og ikke gøres. F.eks. at undlade at handle om eftermiddagen, når der er flest mennesker, og prøve at forberede aftensmaden i løbet af dagen, så den ikke tager for meget tid mellem 17-18. Jeg tror helt klart på planlægning og struktur til at få en glidende hverdag, og tænker det må være en endnu større hjæp i de familier, hvor begge forældre arbejder uden for hjemmet. 

Læs også Hvis du bøvler med putterutinerne, skal du tag’ styringen

Struktur kan være en medskaber til mere egenomsorg og nærvær

I min egen hverdag har jeg f.eks. strukturet rengøringen. Den er fordelt ud på hele ugen, så jeg tager lidt hver dag, i stedet for det hele på en gang. Det fungerer for mig og vores familie. Jeg prøver så vidt muligt at holde rengøring, tøjvask og andre "kedelige" opgaver væk fra weekenderne, så de kan være til familien. Nu hvor jeg går hjemme, er det meningen, at de fleste huslige opgaver laves sammen med børnene. F.eks. hjælper Felix allerede gladeligt med til at tage vasketøjet ud af kurven og ned i posen. Jeg kan se, hvor stolt han er over at hjælpe mig, og han kigger op på mig med store øjne, når han har flyttet et stykke tøj og er ved at tage det næste. Han føler sig betydningsfuld, når han er med i den proces, og jeg giver slip i, at det roder mere, end hvis jeg selv gjorde det. Jeg er opmærksom på, at nærværet forbliver i alle de praktiske gøremål, men børnene lærer af at være med til de huslige ting også i en tidlig alder.

Mine bedste 5 råd til mere egenomsorg og nærvær i hverdagen

1. Holde pauser i løbet af dagen, hvor jeg bruger tiden på mig selv og lader lidt op

2. Tage en opgave af gangen og stoppe op og trække vejret ind imellem

3. Give slip og tillade kaos og uorden

4. Tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed :-)

5. Prøver at ligge i min seng senest kl 22, så jeg kan få en god nats søvn

Jeg har besluttet, at når børnene sover, er tiden til mig. Til at lave yoga, skrive blogindlæg, læse, sove, eller hvad jeg nu har brug for. Den tid skal helst ikke bruges på rengøring, oprydning eller andet husligt. Selvom det roder med legetøj, opvask og andet godt efter to små rollinger, så lader jeg det hele flyde, når jeg har puttet dem, og starter ofte med 30 min yoga, og derefter hvad jeg nu har lyst til og brug for.

Læs også Mine 10 bedste råd til at skabe mere nærvær i hverdagen

Yogaen er mit pusterum til masser af egenomsorg og derved mere nærvær

Yogaen hjælper mig til at finde min indre ro, og derved kan jeg være mere nærværende overfor Felix og Petra. Det er så vigtigt, at vi husker os selv midt i det at være mor, kone, kæreste, veninde og kollega, ellers kan vi ikke give og gøre alt det, vi drømmer om. For mig er yoga og meditation godt, da jeg har brug for at komme helt ned i gear og mærke min egen krop. Nogle vil hellere løbe en tur, eller bage en kage, men at finde noget, som kan få en til at slappe af og lige mærke efter en gang, tror jeg er super vigtigt.

Det må gerne være noget man kan gøre hver dag, bare 5-10 min. Øvelse gør mester, og jeg er selv stadig i gang med at øve mig på mit eget nærvær til mig selv. Jeg har brugt og bruger meget tid på at fortælle mig selv, at det er okay at slappe af, at jeg ikke altid behøver at ordne alting, før jeg slapper af. Derfor er det så vigtigt for mig at holde fast i, at når Felix sover, så skal jeg lave det, jeg har brug for.

Din egen sindstilstand smitter af på barnet, og på den måde kan tegnene på barnets uro være en invitation til at du skal kigge på dig selv og få styr på din personlige uro
— Karen Pallisgaard, Yogalærer, foredragsholder og forfatter

Får vi mere egenomsorg ind i vores liv som forældre, vil vi kunne hjælpe vores børn med at følge med i de indtryk, som de får i løbet af dagen, og derved være en mere nærværende forældre. Får børnene denne hjælp fra os til at bearbejde deres indtryk, vil børnene også bedre registere det, vi som voksne gerne vil vise og lære dem, og det øget nærvær er bla. med til at styrke vores kreativitet.

Hvordan skaber du rum til at dyrke egenomsorg og nærvær for dig selv?