Sådan guider du dine børn til fri ude leg!

Sådan guider du dine børn til fri ude leg!

Jeg er opvokset på landet og fik altid at vide, at jeg skulle gå ud og få sommerben. Min mor mente, at jo flere skrammer vi havde, jo sjovere havde vi haft det. Børns frie leg i naturen uden voksne, der blander sig, er ved at blive en sjældenhed. Vores børn har ikke adgang til naturen frit, som generationerne før har haft det.


Børns frie leg

Flere forældre er i dag utrygge ved at lade deres børn lege frit og uden opsyn ude i naturen pga. af frygten for kriminalitet, pædofile eller trafikken. Det er virkelig en skam, for de fedeste lege jeg har haft, har været dem på høloftet, nede ved bækken, ude i en lille skov eller nede i cykeltunnelen sammen med mine naboer og UDEN at vores forældre blandede sig :-) 

Når børn i dag kommer i skoven, til stranden eller andet natur er det for det meste i forbindelse med diverse læringspunkter i skolen, institutionen eller spejdergruppen, og derfor kender børnene ikke naturen som et personligt privat rum, men derimod fordinder de det med læring, lektier og pligt. Det er ude i den vilde natur, at børnene for det første opdager naturen, og for det andet mærker de, at deres praktiske færdigheder kan bruges til noget meningsfyldt. Igennem den frie leg udvikles nysgerrigheden, lederskabet, fællesskabet og selve kunsten til at lege frit. Det er videnskabeligt bevist flere gange, at børn vokser sig stærke, sunde og kloge ved fri leg i naturen.

 

Læs også Derfor er åbenhed omkring børns seksualitet så vigtig!


Den begrænsede adgang til den frie natur i dag er pga. flere bor i byerne, som bliver større og større, børnene er mere på de digitale medier, fremfor at lege ude, åen på vej til skole ligger ikke frit mere, trafikken er eksploderet, og så tilbringer vores børn størstedelen af deres vågne timer “låst” i en institution.

En anden faktor er, at vi voksne desværre har besluttet, at det er for farligt, for upraktisk og for støjende, at børnene skal kunne lege frit i naturen, de skal hellere lege i vores ekstremt regulerede verden! Derfor er naturen ikke længere et livsvilkår, men et tilvalg, og der er ikke mange Ole Lund Kirkegårdske haver med æblerov tilbage. Så at læse Orla Frøsnapper i dag er virkelig en eventyrshistorie og noget fra gamle dage ;-)


Tre faktorer skal være til rådighed for at børnene har mulighed for fri leg

En historie jeg altid både har elsket og hadet, er min far, der fortæller om, at han havde en sort skovsnegl siddende på tungen, mens han lukkede munden og åbnede den igen. Det var et væddemål med en kammerat og selvfølgelig uden forældreopsyn. Måske kender du noget lignende? En opdagelse af naturen, som du har gjort dig i din barndom? Men det egentlige spørgsmål er, om VI ville lade vores 6-årige opleve det samme, hvis vi så det? Ville vi respektere vores barns eksperiment? Og hvor mange af os forsvarer egentligt vores børns ret til fri leg?


For at vi kan give vores børn mulighed for fri leg, skal der være tre faktorer til rådighed:

  1. Adgang til et sted hvor man kan lege udendørs - det være sig altanen, gården, haven, et krat eller hvad der nu er muligt, der hvor du bor

  2. Børnenes evne til at håndtere de risikofyldte situationer, som den frie leg indebærer. Det kræver at børnene, kan mærke deres egen krop og deres grænser. Det lærer de ved, at prøve sig frem og mærke hvor det lykkes, og hvor det ikke lykkes.

  3. Os, forældre, skal have tillid til os selv. Vi skal selv tro på, at vi kan introducere den frie leg til vores børn og følge deres iniativer, hvorefter vi skal give slip på vores kontrol, men gerne være med børnene i deres begyndelse af den frie leg.


Læs også Sådan skruer du ned for tempoet i løbet af sommeren!


Danmarks naturfredningsforening og “Naturfamilier”

I løbet af foråret 2019 vil DN sætte et nyt projekt igang, som skal hjælpe børnefamilier med at komme mere ud i naturen. Konceptet læner sig meget op af det amerikanske “Hike it baby”, som er en nonprofit organisation, der blev grundlagt i 2013 af Shanti Hodges. Organisationen hjælper med at bygge fællesskaber op, så børnefamilier kan komme mere ud i naturen.

DNs koncept får navnet “Naturfamilier”, og skal være et gratis, uformelt og uforpligtende digitalt fællesskab, det skal sprede sig via de sociale medier. Er man en familie, der kommer meget i naturen, kan man starte en gruppe op i sit lokal område med andre familier, som måske ikke kommer så meget ud, eller bare ønsker nogle at følges med. Igennem fællesskabet kan man lave forskellige aktiviteter, som DN hjælper med at finde inspiration til, eller bare det at komme ud i skoven sammen med nogen, som ved hvad tingene hedder, og hvad man må spise og ikke spise.

Den første fase af projektet har fokus på 0-2 år, derefter børnehavealderen og til sidste skolealderen. Håbet er, at når projektperioden stopper i 2022, skal der gerne være selvkørende naturgrupper rundt om i landet.

Sådan guider du dine børn til fri ude leg!