I det perfekte familieliv hører en hjemmegående mor til

hjemmegaaende-mor
 

Her i min lille mini serie omkring livet i vuggestuen og livet derhjemme, er vi nu kommet til at skulle høre noget mere om at være hjemmegående mor. Du kan læse mit andet indlæg omkring livet i vuggestuen her

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg helt klart er fortaler for et hjemmeliv med børnene så længe det er muligt, og det vil også komme til at skinne igennem her i indlægget.

I dette indlæg vil jeg referere til en bog skrevet af Niels Arbøl, som hedder "Mor er den bedste i verden". Referencerne vil være markeret med *. 

 

Forestillingen om det perfekte familieliv - udearbejdende vs. hjemmegående mor

Da jeg tilbage i februar 2018 kom hjem fra legestue og fortalte med stor begejstring, at jeg ville sige mit job op for at være hjemmegående mor med Felix, var Jon noget skeptisk. Hans forestilling om familielivet var noget anderledes, nemlig at vi begge to arbejdede, og Felix var i institution. Og er det ikke sådan, det er med familielivet?

Det er nok den mest almindelig forestilling omkring familielivet, men er man modig nok kan man jo vælge at gå en anden vej end alle andre. Jeg snakkede meget med Jon frem og tilbage, og mine begrundelser for at være hjemmegående mor var; at jeg mener, det er det bedste for Felix, at vi kunne træde ud af hamsterhjulet, at vi kunne prioritere vores familie og Felix, mens han er lille, at vi kunne få mere tid til nærvær, da jeg ville sørge for de fleste praktiske ting derhjemme, og hvorfor skulle vi absolut følge med strømmen?

 

Læs også 6 hemmeligheder til en rolig ulvetime

 

Jon synes, vi er dybt priviligerede, når vi kan have mig som hjemmegående mor, og jeg ved, at han tænker på det økonomiske, men selvom jeg får en lille løn fra kommunen, så skal vi nu stadigvæk kigge nærmere på vores forbrug og ændre nogle købevaner - nok mest mig ;-) Jeg synes, vi er priviligerede på en anden måde, nemlig at vi turde mærke efter, hvad der var vigtigst for os, og vi havde modet til at gå en anden vej, end de fleste andre gør. Felix er super priviligeret, da han har sin primæromsorgsperson hele dagen, det er der ikke mange børn i hans alder, der kan prale af.

 

Som forsker er jeg kommet i tvivl om, hvad der er det bedste for barnet. Jeg ved, at dagtilbud kan bibringe noget godt for barnet, men jeg tænker også på de ting, som barnet mister ved ikke at være sammen med sin mor og far i dagtimerne.
— Ole Henrik Hansen, ph.d. og småbørnsforsker, Aarhus Universitet
 

Lærere børnene overhovedet noget hjemme hos deres hjemmegående mor?

Jeg er i legestue en dag, hvor en far spørger, om Felix så går i institution, når han nu er 15 måneder? Nej, det gør han ikke. Nå, men så er han da godt med, af en der går derhjemme! WHAT?! 

Det er nok noget i den retning, jeg kan forvente at høre mere af. Det er i hvert fald, hvad jeg kan forstå fra andre hjemmegående mødre, at de høre. Jeg ved ikke helt, hvad det handler om, men måske tror folk, at børnene kun kan lære noget ved at være i institution - altså sammen med fagligt personale. Mange siger også til mig, at nu hvor jeg selv er uddannet pædagog, så ved jeg jo lige præcis, hvad Felix har brug for, og hvad han skal lære. Jo, men nu er jeg mor, og det er noget andet. Jeg ved, hvad jeg skal forberede ham på, når han en dag skal i børnehave og hvilke krav der stilles der, men ellers så gør jeg bare det, som min intuition fortæller mig. Børn i hans alder har egentligt kun brug for kærlighed, omsorg, nærvær, forplejning og et rart miljø omkring sig, og det får man da helt klart bedst hjemme hos mor. 

Der er en grund til at jeg skriver “hos mor”, da børns tilknytning til deres mor allerede bliver skabt under graviditeten, under fødslen og udvikles mere under amningsperioden. Som mor har man fået et stort og meget naturligt forspring som primære omsorgsperson for barnet igennem denne tidlige tilknytning. Underligt nok vil mødre give denne tilknytning fra sig og aflevere barnet i vuggestuen til nogle vildt fremmede og i et helt ukendt miljø for barnet. Har vi glemt, at vi er mødre? Eller undertrykker vi bare vores bevidsthed om, at vi helt naturligt er indrettet til at blive og være mor - at det er vores vigtigeste arbejde her i livet?*

 

Læs også Sådan guider du dine børn til fri udeleg

 

Jeg tror på, at børn lærer så meget af at være med i det nære og levede liv, der hvor praktikken sker. At iagttage håndens arbejde, er en stor gave at få og en god læring. Være med til at bage, vaske tøj, handle ind, gå i haven, spille bold eller hvad det nu kan være. Det kræver selvfølgelig noget ekstra tålmodighed, hvis alle i familien skal være med til at bage eller slibe et bord, men tænk på hvor meget børnene lærer af det, og hvad de tager med sig videre i livet. Det er helt basale huslige og hverdagsgøremål, man kan give videre til sine børn med at gå hjemme med dem, og som de ikke vil lære i institutionen. Hjemme hos os øver vi os i at stå i kø nede i Rema 1000, spiller bold i gården og i stuen, går på borgerservice og får nyt pas. Vi hilser på vores pakkepost-mand, snakker med de skæve eksistenser på Nørrebro, støvsuger og vasker gulv. 

Øver sig på at bruge kniv og hjælper med madlavningen

Øver sig på at bruge kniv og hjælper med madlavningen

De øver sig på trappen i deres eget tempo

De øver sig på trappen i deres eget tempo

Hjælper med at bære indkøb op i lejligheden, efter han har været med over og handle

Hjælper med at bære indkøb op i lejligheden, efter han har været med over og handle

At være hjemmegående mor er med til at styrke de sociale kompetencer hos børnene

De fleste, som ikke selv går hjemme med deres børn, er bekymret for at hjemmeungerne ikke får sociale kompetencer. Det vil jeg nu bestemt mene, at Felix han får masser af. For det første bliver han passet sammen med Petra, og selvom han ikke gjorde, ville han stadigvæk møde andre børn. For det andet så går vi i legestue, til rytmik og legepladser, hvor der faktisk er andre børn at spejle sig i. For det trejde har han mig hele dagen til at spejle sig i, og jeg kan guide og hjælpe ham, hvis han kommer i vanskeligheder overfor de andre børn. For det fjerde så møder han så mange forskellige mennesker i vores helt almindelige omgang med samfundet i løbet af en dag/uge. Så jeg vil mene, at der er rigelige muligheder for Felix i løbet af en dag/uge at lære de sociale fædigheder og blive en god lille borger i det danske samfund ;-)

Undersøgelser fra Standford og Californien viser, at selvom det er en god daginstitution, som kan bedre barnets læsefærdigheder og matematiske forståelse, så er der også en ulempe, som er, at børnenes sociale og følelsesmæssige udvikling svækkes*. Det synes jeg er ret interessant. Undersøgelsen bekræfter jo inddirekte at det at være hjemmegående med sine børn er det bedste for at styrke børnenes sociale færdigheder. Man behøver ikke at stuve sit barn sammen med 11 andre små unger på meget lidt plads for at det lære at være social, tværtimod. Med hvad skyldes det, at man ikke en gang i en god institution lærer det sociale og følelsesmæssige godt nok, dårlige pædagoger? Dårlige normeringer, lokaler, medhjælpere eller hvad? 

Her slutter min lille miniserie omkring vuggestue og at være hjemmegående mor. Jeg ved, at det kan skabe lidt røre i andedammen, men det er kun godt, at blive berørt engang imellem og få diskuteret lidt i de små hjem. Jeg ved, at ikke alle har muligheden eller lysten til at gå hjemme, og det respektere jeg, men jeg vil bede jer om at tænke over jeres forbrug af institution.

Hvor mange timer er jeres børn afsted, og er det virkeligt det bedste for dem?