Det hele begyndte med...

Et lille frø i maven, som voksede sig stort og kom til verden i juni 2017, som den skønneste lille dreng. Jeg fødte hjemme ved en planlagt hjemmefødsel, og det var den bedste og vildeste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Mens jeg var gravid, og før graviditeten, arbejdede jeg som pædagog primært i vuggestue, men også i enkelte børnehaver.

Igennem mine ungdomsår har jeg altid gået med tanken om, at jeg ville gå hjemme med mine børn. Min tante gik hjemme i omkring 10 år med hendes 3 børn, og det fandt jeg vildt inspirerende. Mine egne forældre har aldrig haft et arbejde, der har gjort, at vi blev hente sent eller skulle i fritidsordning, så det med at prioritere familien fremfor karrieren, har ligget i blodet på mig. 

Ja, og nu har jeg forladt arbejdsmarkedet og kan være 100% nærværende sammen med min søn. 

2017-02-24 17.45.23.jpg

Jeg blev uddannet pædagog i 2012 med stor glæde omkring mit kommende arbejdsliv. Intentionen for at læse til pædagog var egentligt for at læse videre på DPU eller andet, men da jeg var færdig, brændte jeg for at komme ud og få fingrene i bolledejen. Vuggestueområdet syntes jeg var rigtig spændende og udfordrende, og jeg så det som et stort privilegie, at have ansvaret for alle de skønne små børn. Jeg begyndte dog hurtigt at stille spørgsmålstegn ved modellen; vuggestue. Er det egentligt det bedste for børnene?

I min tid som pædagog oplevede jeg "livet som barn i institution", og hvor lidt tid der var til at være nærværende som pædagog. Da jeg blev mor, mærkede jeg tydeligt tanken om at gå hjemme for fuld hammer. Jeg ville selv være sammen med min søn i de 7-8 timer om dagen, hvor det meste af udviklingen sker, og hvor vi begge har energi til at kunne være mest nærværende.

Det blev tydeligt for mig under min barsel, at jeg har en ambition om at formidle til forældre, hvordan man kan få mere nærvær, og hvorfor det er så vigtigt for vores små poder. Så derfor er vi nu her på min blog om Børn og Nærvær. Jeg håber, du kan finde inspiration og gå-på-mod til at ændre de ting i dit liv, som du mærker er en hindre for nærværet til dine nærmeste.

Følg med her på bloggen i mine små og store udfordringer om at ramme det meste nærvær, og hvordan jeg griber det an :-)